Vil du kickstarte din karriere i udlandet?
Allerførst vil vi starte ud med at fortælle, at denne artikel er skrevet for dig, som vil have fuldt fokus på din karriere, mens du er afsted.
Er dit mål mest at hygge dig i solen og drikke drinks med vennerne, er det også en fed mulighed og klart tiden værd!
Et ophold i udlandet kan bruges til lige det du vil, og der er selvfølgelig plads til begge ting. Selv hvis du vil fremad og forfremmes i dit firma.
Når det er sagt, så er denne artikel skrevet med fokus på job alene og ikke de spændende og hyggelige ting udenfor arbejdet, som også er en del af at bo i udlandet.
I denne artikel vil vi komme med 6 gode råd til dig, som vil kickstarte din karriere i udlandet og få en masse med på CV’et.
1. Lær firmakulturen at kende
Når du starter hos et nyt firma, vil der altid være en firmakultur og en måde, man gør tingene på.
Nogle steder vil de vægte ting højere end andre. Det er en god ide at lære firmaet og dets værdier at kende.
Er der f.eks. fokus på teamwork og at hjælpe andre? Så sørg for at du viser hvordan du løfter teamet med hjælp, råd og vejledning.
Er der omvendt fokus på at performe og have de bedste personlige tal/præstationer?
Så sørg for at gå målrettet efter at præstere og vise, hvordan din fremgangsmetode, dit drive og dine kreative ideer kan skabe resultater.
Uanset hvad der er vigtigt hvor du arbejder, vil lederne lægge mærke til, hvem der følger firmaets værdier.
Når de kigger efter hvem der skal forfremmes i teamet, hvem tror du så de tænker på først?
Det handler naturligvis om flere forskellige ting. Men det kan hjælpe dig gevaldigt, at kende retningen som firmaet – og arbejde med fokus i den retning.
2. Vær til at regne med og duk op til tiden (uden tømmermænd)
Som leder, lægger man hurtigt mærke til hvem der er til at regne med.
Mange undervurderer vigtigheden af at være den person, som andre altid kan regne med og som gør det de bliver bedt om. Og til den tid der er aftalt.
Selv hos de bedste performere, kan det tit være en kvalitet der mangler. Og kan være forskellen på forfremmelse og lønforhøjelse, eller ej.
Skribenten har selv flere gange set folk som målbart leverer mindre, men alligevel ender med forfremmelsen.
De blev valgt, fordi de var troværdige og til at stole på. Det bliver ofte belønnet højere end resultater og performance.
Det kan være fristende at blive ude længe, især som ung i udlandet, hvor der er masser af fest og kolde drinks. Been there, done that.
Det er altid en balance og selvfølgelig skal du hygge dig, når du har fri. I weekenden giver du den bare fuld gas.
Vil du fremad på arbejdspladsen, er det dog en rigtig god ide at udstråle, at du er professionel. Det duer ikke at dukke op med tømmermænd på en tirsdag.
Det kan lyde simpelt, men duk op til tiden og vær velforberedt på jobbet.
Vis, at man kan regne med dig, og så skal du nok blive belønnet i længden.
3. Bliv ekspert i dit felt (og lær en masse)
Uanset hvilket job du starter hos, er der altid en masse at lære. Både om selve jobbet og de mere tekniske ting, som gør dig bedre.
Nogle lærer hurtigt, andre skal bruge mere træning. Det er helt naturligt.
Du kan hjælpe dig selv en hulens masse, ved at være nysgerrig og lære om dit felt og din branche. Hvad kræver det at være god i dit job? Lær om det og læs op på det.
Er du i et felt som reelt interesserer dig, kan det være rigtig spændende at dykke ned i. Du kan både lære om dit felt og dine egne interesser.
Arbejder du med kundeservice? Lær om kommunikation, konflikthåndtering og kundetilfredshed.
Arbejder du med salg? Lær om behovsafdækning, salgspsykologi og pitching.
Arbejder du med markedsføring? Lær om sociale medier, copywriting og dataanalyse.
Listen er lang og der er altid en masse at dykke ned i. Du kan sikkert hurtigt finde frem til, hvad der er vigtigt i dit job – og ellers kan din leder hjælpe dig.
Det kan være en god ide, at snakke med din leder om hvor du kan forbedre dig og vise, at du vil udvikle dig. Du kan sagtens bare gøre det for dig selv, men mange ledere ser det som et stort plus, hvis du åbent fortæller om din udvikling.
Lærer du nogle skills som er uundværlige, er du allerede langt på vej til lønforhøjelse og forfremmelse.
Vær kreativ og lær om noget relevant, som du selv synes er spændende. Det er det sjoveste og ofte det mest effektive.
4. Vælg din retning (og gå mod den)
Et af de vigtigste råd når du vil vokse hos firmaet, er at sætte dig et eller flere mål.
Hvor vil du gerne hen? En bestemt stilling i firmaet, eller mere ansvar hvor du er nu?
For at gå i den retning du gerne vil, er det vigtigt at definere dit mål. Enten bare for dig selv, eller sammen med din leder.
Så snart du kender dit mål, kan du nemlig arbejde dig hen imod det.
Arbejder du f.eks. med kundeservice og vil gerne blive Team Leader?
Så tag ansvar i teamet, vis at du kan lære fra dig og lær om ledelse. Der er næsten uendelige mængder læring online og mange firmaer har også interne udviklingsprogrammer.
Find ud af hvad en Team Leader laver og bed om at prøve nogle af de opgaver.
Tænk over hvilke kvaliteter, der er vigtige for en leder i dit team – og begynd at arbejde dig hen imod det.
Når de kigger efter en ny leder, vil du være det oplagte valg. Har du åbent vist interesse for det, ved de sikkert på forhånd at de skal kigge din vej, når muligheden byder sig.
Det gælder faktisk uanset hvilken stilling, du gerne vil have. Har du allerede valgt din retning, kan du arbejde dig hen imod dit mål.
5. Kend de rigtige mennesker
Mennesker kan lide at hjælpe mennesker de kender.
Ofte bliver du faktisk opfattet som mere kompetent, hvis du har gjort dig positivt bemærket – også selvom du blev bemærket for noget helt andet.
Du kan hjælpe dig selv, ved at skabe et netværk og lære de rigtige mennesker at kende på arbejdspladsen.
Både blandt lederne og andre, som allerede arbejder i en stilling du er interesseret i.
Det kan enten bare være ved at gøre dig positivt bemærket for en opgave, eller ved at snakke med dem på jobbet direkte.
Hvem ansætter for det job, som du gerne vil have? Hvem bestemmer lønforhøjelserne i teamet?
Kender i allerede hinanden, kan det hjælpe dig med dit mål. Kender i hinanden godt, nævner de måske for dig at den stilling, som du er interesseret i snart åbner – eller headhunter dig til den på forhånd.
Det er ikke alle situationer, hvor du nemt kan lære beslutningstageren at kende. Men kan du gøre et indtryk eller blive husket på en god måde, gør du dine chancer bedre, når der skal træffes en beslutning.
Find ud af hvem der har indflydelse på dit mål og snak med dem. Når der åbnes en ny stilling, kan det også være så simpelt, som bare at sende dem en besked.
6. Øv dig på jobsamtaler
Når du ansøger en stilling, vil du som udgangspunkt altid skulle til jobsamtale.
Både når stillingen er intern hos dit firma, eller hos et andet firma.
At være skarp til jobsamtaler, er en af de vigtigste ting som du kan lære for at forbedre din karriere.
Jobsamtalen alene kan have kæmpe indflydelse på, om du eller en anden ansøger får jobbet.
Heldigvis er det noget, som du både kan øve og forberede dig på!
Generelle råd omkring udstråling og fremtoning er gode at undersøge inden din samtale. Vær klædt godt på og se skarp ud. Du kan få gode råd i vores artikel omkring jobsamtaler.
Mange spørgsmål går igen til jobsamtaler og det er en god ide, at læse op på. Også selvom du ikke skal til jobsamtale nu og her.
10 gode råd til jobsamtalen:
Øv hvad du vil fortælle om dig selv. Også på engelsk.
Hav dine svar klar, når du bliver spurgt om dine styrker og svagheder.
Stil skarpt på, hvorfor du gerne vil arbejde hos dem.
Undersøg hvem firmaet er og hvad de laver.
Vær sikker på at du forstår, hvad stillingen går ud på.
Tænk på forhånd over, hvorfor du ville passe godt ind.
Er du en holdspiller? Arbejder du bedst alene? Det kan du blive spurgt om.
Hvad har du tidligere lavet, som minder om jobbet? Hav eksempler klar.
Stil meget gerne spørgsmål til dem.
Lav en liste i en notesbog (og tag gerne noter om deres svar).
Der er en masse at lære om jobsamtaler og det er noget, som du kan bruge gennem hele livet.
Vi anbefaler kraftigt, at du lærer om hvordan du holder en god jobsamtale. Det er et af de allervigtigste råd i denne guide.
Du bliver kun bedre ved at tage nogle forskellige jobsamtaler og lære af dem. Og er du lidt nervøs, bliver det helt sikkert også bedre med mere erfaring.
Følger du alle 6 råd i denne guide, vil du kunne kickstarte din karriere og gøre dine chancer bedre for det, som du gerne vil.
Hav det sjovt mens du er afsted!
Det er fedt at kunne komme hjem med en masse på CV’et og du vil uden tvivl kunne bruge det videre i din karriere.
Men husk også at nyde, at du bor i udlandet og får en oplevelse for livet. Det er den største del af dit ophold og sikkert en af de store grunde til at du tog afsted.
Du vil tænke tilbage på din rejse i resten af livet. Skab også nogle minder udenfor jobbet, sammen med dine nye kollegaer.
Nyd solen og snup en kold drink i dine nye omgivelser. Det vil uden tvivl være det hele værd.
Har du endnu ikke startet din rejse? Tjek vores åbne jobs og ansøg her.