Har du altid godt kunne tænke dig at arbejde i udlandet, og leder du efter det helt rigtige land at flytte til? Eller måske leder du efter et spændende udenlandseventyr i dit sabbatår, hvor du også kan tjene lidt penge?
Så bør et job i Spanien helt sikkert være i dine overvejelser. Det er det sandsynligvis allerede, men måske har du nogle overvejelser om, hvordan man finder et job i Spanien, hvordan det egentlig er at bo og arbejde i Spanien, og hvad man kan forvente, hvis man søger mod den spanske kultur?
I så fald er du det helt rigtige sted. I denne guide finder du alt, du skal vide om landet, inden du finder et job i Spanien.
Fakta om Spanien
Spanien er placeret på den iberiske halvø i det sydvestlige Europa
Hovedstaden er Madrid
Der bor mere end 47 millioner mennesker i Spanien
Hovedsproget er spansk, men der er flere andre sprog, som catalansk, baskisk og galicisk – du kan dog alle steder klare dig med almindeligt spansk
Spanien byder på unikke og verdenskendte specialiteter såsom paella, tapas og gazpacho
Spaniere er kendt for deres lidenskabelige flamencodans og farverige fiestas
Der er næsten 5 kilometers kystlinje i Spanien med nogle af Europas flotteste strande
Spanien har mange storslåede paladser, middelalderlige slotte, museer og levende pladser
Verdenskendte kunstnere som Picasso, Dalí og Goya kommer fra Spanien
Spanien er den nok mest populære destination for danskere, der søger mod udlandet. Af gode årsager.
Det spanske land byder altså på noget for enhver smag.
Arbejde i Spanien
Det lyder lækkert at flytte sydpå, men kan man få job i Spanien, hvilke jobs kan man få, og hvad kræver det at arbejde i Spanien?
Spanien byder heldigvis ikke kun på solrige dage og kulturel rigdom, men også på en række muligheder for arbejde til danskere, der ønsker at opleve livet under den spanske sol.
Overvejer du et job i Spanien, kan du tjekke ledige stillinger og oprette et CV her på siden, så du nemt bliver matchet med det perfekte Spanien-job til dig.
Kan man arbejde i Spanien som dansker?
Ja, som dansker, og dermed EU-borger, har du ret til at arbejde og bo i Spanien uden at skulle have nogen speciel form for visum eller arbejdstilladelse.
Den globale serviceorienterede økonomi og behovet for flersprogede medarbejdere gør landet tiltalende for personer, der søger internationale karrieremuligheder.
Og heldigvis er der mange forskellige jobs inden for blandt andet turist- og mediebranchen, der venter på danske ansøgere som dig.
Der er dog et par enkelte ting, du skal have styr på, hvis du finder et job i Spanien.
Hvad kræver det at arbejde i Spanien?
Først og fremmest skal du selvfølgelig finde jobs i Spanien, du kunne være interesseret i og indsende en ansøgning, hvilket vi hellere end gerne hjælper dig med her på siden.
Derefter skulle du gerne modtage en spansk ansættelseskontrakt af din arbejdsgiver, hvilket er nødvendigt for at overholde de spanske regler om skatter og afgifter.
Bliver du tilbudt et job i Spanien med en spansk ansættelseskontrakt, og forventer du at blive i mere end tre måneder, skal du:
Skaffe et NIE-nummer (“Número de identidad de extranjero” eller identifikationsnummer for udlændinge), som alle udlændinge i Spanien skal.
Få et socialsikringsnummer (også kendt som “La Seguridad Social”), som svarer til det danske CPR-nummer.
Oprette en bankkonto i Spanien, så du kan få udbetalt din løn og sikre, at du betaler skat i Spanien. Det er typisk problemfrit hos de største banker.
Registrere dig i “El Padrón”, som er Spaniens befolkningsregister.
De fleste af disse ting kan du gøre ret nemt hos de spanske myndigheder (bl.a. på Den Spanske Ambassade).
Selvom det måske kan lyde en smule kompliceret, er det faktisk ret overkommeligt, og dine arbejdsgivere samt diverse rekrutteringsbureauer, skulle gerne være villige til at hjælpe dig med dit NIE-nummer og andre eventuelle vigtige ting.
På den måde har du ikke de store bekymringer, når du ankommer til Spanien.
Arbejdsvilkår i Spanien
I Spanien er en typisk arbejdsuge 40 timer, og der er typisk lidt færre feriedage i Spanien end i Danmark.
Generelt har de fleste spaniere faktisk lidt dårligere arbejdsforhold, end vi er vant til i Danmark.
Men du vil som dansker sandsynligvis også opleve, at Spanien har en kultur, der værdsætter balancen mellem arbejde og fritid mere, end vi er vant til, og der kan ofte være mindre forskel på arbejde og fritid, end tilfældet er i de nordiske lande.
Mange internationale arbejdspladser i Spanien arrangerer nemlig diverse arrangementer for deres ansatte og investerer i deres ansattes personlige udvikling for at øge fællesskabsfølelsen og tilfredsheden hos de ansatte.
Alt i alt er der stor forskel på arbejdsvilkårene i Spanien, afhængigt af hvilken arbejdsgiver du har, og derfor er det vigtigt at søge jobs hos respekterede arbejdsgivere, der behandler deres ansatte ordentligt og udbetaler en fair løn.
Det kan du nemt gøre med et etableret rekrutteringsbureau, som har kendskab til landet.
Hvad er en god løn i Spanien?
Den gennemsnitlige løn i Spanien er omkring €2400 om måneden før skat, og alt over €2000 om måneden vil typisk være en god løn i Spanien.
Når du leder efter et arbejde i Spanien, vil du altså hurtigt opdage, at den gennemsnitlige løn i Spanien er en del lavere, end den er i Danmark, og at der skal mindre til at tjene en attraktiv løn.
Men da mange ting er billigere, og skatten er lavere, vil du opleve, at du med et godt job i Spanien, kan have en levestandard, der er på lige fod med den, du er vant til fra de nordiske lande.
Hvad tjener en spanier i timen?
Mindstelønnen i Spanien er cirka €8 i timen, og den gennemsnitlige løn er lidt over €29.000 om måneden, hvilket svarer til en €16-€17 i timen og er betydeligt mindre end i Danmark.
At du taler dansk gør dog, at du har en unik evne, som arbejdsgiverne er villige til at betale for, og derfor vil du ofte kunne få en mere attraktiv startløn end den gængse spanier – uden at have nogen videre erfaring.
Populære jobs i Spanien
Jobs inden for IT, kundeservice, finans, markedsføring og salg er i høj efterspørgsel, især hvis du snakker dansk og/eller engelsk.
Spaniens status som et førende turistmål skaber også løbende behov i hotel- og restaurationsbranchen samt inden for aktivitetsledelse og sæsonarbejde på feriesteder i hele Spanien.
Folk med nordiske sprogkundskaber vil også have mange gode muligheder, da mange internationale virksomheder i forskellige erhverv har afdelinger i det spanske, hvor det ikke er et krav, at man taler spansk.
At søge job i Spanien
Når du har fundet et interessant arbejde i Spanien, så er det vigtigt at sende en overbevisende ansøgning med dit CV, hvilket vi kan hjælpe dig med.
Et effektivt spansk CV er kort og præcist, typisk på 2-3 sider, med en klar fremstilling af persondata, uddannelse, erfaring og færdigheder.
At inkludere dit NIE-nummer, hvis du har et, signalerer, at du er klar til at træde ind på det spanske arbejdsmarked.
Hvis du allerede mestrer det spanske sprog, eller er i gang med at lære spansk, bør du også inkludere det i din ansøgning.
Men husk på, at der også er adskillige virksomheder i Spanien, der søger dansktalende personer, så det er ikke et krav på nogen måder at lære et nyt sprog.
Skat i Spanien
Hvis du skal betale skat i Spanien, afhænger din skatteprocent af din indkomst. De vigtigste punkter ved det spanske skattesystem er:
- Progressiv beskatning, hvor højere indkomster betyder højere skatteprocenter.
- Regionalskat, som varierer mellem de forskellige regioner og tilføjes oven i den nationale skat.
- Sociale bidrag, hvoraf en stor del dækkes af arbejdsgiveren, men som samlet set lægger yderligere til skattebyrden.
Generelt er skatten lavere i Spanien end i Danmark, så du skal regne med at have en større procentdel af din løn til rådighed efter skat.
Bo i Spanien
Lykkes du med at finde et job og beslutter du dig for at bo og arbejde i Spanien, skal du være klar på, at livsstilen og kulturen er lidt anderledes.
Først og fremmest er leveomkostningerne generelt lavere end i Danmark. Det gør indkøb mere overkommelige, men det giver også andre forventninger til boligstandarderne.
I Spanien kan en lejlighed være mere basal sammenlignet med danske standarder, så du kan ikke altid forvente en høj kvalitet fra spanske udlejere.
Vigtigst af alt er Spanien et gæstfrit land med masser af muligheder.
Fordelene ved at bo og arbejde i Spanien
Med mere end 300 solskinsdage om året forstår man, hvorfor mange vælger at flytte til Spanien.
Her er flere fordele ved at bo og arbejde i Spanien:
Klimaet i Spanien er fantastisk med varme somre, milde vintre og generelt godt vejr hele året rundt i det meste af landet.
Leveomkostningerne er som regel væsentligt lavere end i Danmark, især når det kommer til mad og bolig.
Boligmarkedet tilbyder mange muligheder, og det er generelt noget lettere at finde en attraktiv lejlighed, der passer til dit budget og dine præferencer.
Arbejdsmulighederne er mange, og der er ledige stillinger til enhver smag.
Sprogudvikling. Du får ikke bare mulighed for at lære at tale spansk, men du vil formentligt også blive bedre til engelsk, da du vil møde mange mennesker fra forskellige kulturer.
Et udlandsophold på dit CV er en stor fordel på jobmarkedet og viser, at du er fleksibel og tilpasningsdygtig.
EU-borgere har relativt let ved at bo og arbejde i Spanien takket være EU’s frie bevægelighed.
Skattesystemet er fordelagtigt for tilflyttere.
Livskvaliteten i Spanien er høj.
Kultur
Den spanske kultur skiller sig ret markant ud fra den danske, hvilket måske vil tage lidt tid at vænne sig til, men det er præcis, hvad der gør det så berigende at prøve at bo og arbejde i Spanien.
Ligesom i Frankrig og Italien er det i Spanien bl.a. helt normalt at hilse med kindkys – en gestus, man hurtigt vænner sig til.
Derudover er livsstilen generelt mindre stresset og mere afslappet, end du formentlig er vant til fra Danmark.
Spanierne tager livet med ro, holder siesta, aftener på tapasbarer, spontane sammenkomster på byens pladser og sætter bare pris på at nyde hvert øjeblik.
Gæstfriheden i Spanien er også værd at nævne, da de generelt er modtagelige over for alle udlændinge.
Især hvis du er villig til at prøve at lære sproget, tager det ikke lang tid, før nye bekendtskaber inviterer dig indenfor til familiefester eller lokale begivenheder.
Når det er sagt, er Spanien også et land med mange tilflyttere – og deraf mange mennesker med forskellige kulturer.
Der er f.eks. adskillige Facebook-grupper bare for danskere i Spanien.
Mad
Det spanske køkken byder på flere verdenskendte specialiteter som paella, tapas, gazpacho, tortilla og churros.
Men i virkeligheden er Spanien også et af de lande i Europa, der er mest opdelt i regioner, og det afspejler sig også i den mad, der bliver serveret.
De mest populære retter vil variere alt efter, hvor du befinder dig i landet. I de store byer som Madrid, Barcelona og Malaga vil menukortet formentligt se noget anderledes ud, end det vil i mere lokale egne som De Kanariske Øer.
Langt de fleste vil dog opleve, at det spanske køkken er rigtig lækkert og tilbyder noget for enhver smag – fra friskfangede fisk og skaldyr til grøntsagssupper og lækre desserter.
Natteliv
Spanien er det land i EU med flest barer pr. indbygger, og det siger en del om deres trang til fest.
Det spanske natteliv afspejler landets sociale og livlige kultur. Mængden af fester i de lokale byer stiger som regel over forårs- og sommermånederne, hvor både lokale og turister fylder gaderne.
Selv på hverdage er spanierne ikke blege for at nyde livet sent ud på natten.
De fleste større byer har et bredt udvalg af muligheder i nattelivet – lige fra afslappede barer til livlige natklubber, der holder åbent indtil den lyse morgen.
Særligt i kystbyer, som Malaga og Valencia (og en del mindre byer), finder man også en del offentlige fester, hvor mange mennesker samles i nattelivet.
Hvis man er glad for at feste, går man altså ikke galt i byen med et ophold i Spanien.
Leveomkostninger
Når du flytter til Spanien fra Danmark, vil du hurtigt bemærke, at mange ting er billige, især når det kommer til mad, bolig og underholdning.
Landet er nemlig kendt for at have lave leveomkostninger sammenlignet med mange andre vesteuropæiske lande, herunder Danmark, som er et af de absolut dyreste lande i Europa at leve i.
Indkøb
Når det kommer til indkøb af dagligvarer og andre nødvendigheder, så byder Spanien desuden på en bred vifte af muligheder fra store supermarkedskæder til små lokale butikker og markeder.
Derudover vil din pung elske at handle ind i Spanien kontra Danmark. Priserne på dagligvarer ligger generelt omkring 30% lavere end i Skandinavien, så du skal ikke regne med at sætte lige så mange penge til side til indkøb hver måned.
At spise ude i Spanien er også væsentligt billigere end i Nordeuropa, da det ofte kan lade sig gøre at få et måltid for to til omkring €30.
Bolig
Når du først har fundet et job i Spanien, skal du selvfølgelig også finde en bolig. Og det skal jo helst være en, du godt kan lide at bo i, og som passer til dit budget.
Her er nogle tips til, hvordan du kan navigere i boligmarkedet og finde det perfekte hjem i Spanien:
Start din søgning online. I Spanien findes der flere platforme, der ligner de danske Boligportalen og Lejebolig. Websites som Idealista, Fotocasa, og ThinkSpain er gode steder at starte.
Få hjælp af din arbejdsgiver. Hvis du er blevet tilbudt et job i Spanien, mens du bor i et andet land (som Danmark), kan du i mange tilfælde være heldig at blive tilbudt hjælp til at finde bolig i Spanien af din arbejdsgiver.
Vær tålmodig. Boligsøgningsprocessen kan være tidskrævende og til tider frustrerende, især i de større byer, hvor efterspørgslen er høj, og mange spaniere også leder.
Tilpas din søgning efter dine behov og budget. Overvej især, om du har brug for en møbleret lejlighed.
Overvej brugen af lokale ejendomsmæglere. En lokal ejendomsmægler kan være en stor hjælp, især hvis du støder på sproglige barrierer.
Undersøg lokalområdet. Det er vigtigt at overveje beliggenheden af din bolig i Spanien i forhold til offentlig transport, indkøbsmuligheder og andre faciliteter.
Tjek for eksempel afstanden til nærmeste supermarked, bus- eller togstationer, og hvad du ellers ønsker at have i nærheden.
Transport i Spanien
Hvis du værdsætter uafhængighed eller bord i en lille by, vil det selvfølgelig være optimalt med eget køretøj.
Men at leje eller købe en bil bliver hurtigt dyrt, og for dag-til-dag rejser er den offentlige transport både effektiv og økonomisk, især langs østkysten ud til Middelhavet, omkring Malaga og i større byer som Barcelona og Madrid.
I byerne koster enkeltbilletter for busser og metroer typisk mellem 1 og 2 euro.
Pendlere kan få forskellige kort, såsom månedskort eller klippekort, der reducerer omkostningerne betydeligt.
For længere rejser mellem byer er højhastighedstog en hurtig og behagelig løsning, mens langdistancebusser tilbyder en mere budgetvenlig mulighed.
Samkørselstjenester som BlaBlaCar er også populære i de spanske byer.
Klimaet i Spanien
Det spanske klima er lige så varieret som landets geografi, fra de solrige kyster ud til Middelhavet og til de sneklædte bjerge.
Det meste af landet, inklusive byer som Barcelona, Malaga og Valencia, har et middelhavsklima med varme somre og milde vintre.
Den nordlige del oplever et mere tempereret klima med mere nedbør og køligere somre, mens det centrale plateau, hvor Madrid ligger, har markante sæsonmæssige forskelle med varme somre og kolde vintre.
Sydspanien, især Andalusien hvor Malaga befinder sig, er kendt for sit næsten subtropiske klima, hvor de tørre somre kan blive ekstremt varme, og vintrene er dejligt milde.
Det må du ikke gå glip af, når du er i Spanien
Nyd en aften med lokal mad: Udforsk det lokale tapasudvalg, smag på den lokale paella, eller hvad din lokale region nu byder på.
Besøg et lokalt marked: Oplev det lokale liv og køb friske råvarer på et af Spaniens mange farverige markeder.
Se spansk fodbold live: Fodbold er en stor del af den spanske kultur. Prøv at fange en kamp mellem giganterne FC Barcelona og Real Madrid eller et lokalt hold.
Udforsk Barcelona’s Gaudí-værker: Barcelona er fyldt med Antoni Gaudís arkitektoniske geni. Bl.a. Sagrada Família, Park Güell og Casa Batlló gør Barcelona til et besøg værd.
Udforsk naturen: Det spanske land byder på fantastiske naturområder.
Smag på lokal vin: Besøg lokale barer og vingårde for at lære om og smage på nogle af Spaniens bedste vine. Hvis du er omkring Barcelona, er det oplagt at prøve en cava.
Deltag i en lokal festival: Spanien har et væld af årlige festivaler i alle regioner.
Sundhedsvæsen i Spanien
Sundhedsvæsenet i Spanien er generelt ret godt. Det er åbent for alle EU-borgere, der bor i landet, og giver adgang til offentlige hospitaler og klinikker på samme vilkår som for lokale borgere.
Når du er registreret i “la seguridad social”, efter at have fået dit socialsikringsnummer og NIE-nummer, kan du benytte dig af sundhedstjenester – vær dog opmærksom på sprogbarrierer (det er en stor fordel at lære spansk) og potentielle ventetider.
Alternativt kan privat sygeforsikring, der starter fra ca. 70 € månedligt, give hurtigere adgang og yderligere services som fysioterapi eller tandpleje, der ikke er tilgængelige i det offentlige sundhedsvæsen.
For at sikre adgang til sundhedssystemet, er det vigtigt at registrere dig og ansøge om et sundhedskort inden eller ved ankomsten til det spanske.
Dansk Udlandsrekruttering hjælper unge med at bo og arbejde i Spanien
Dansk Udlandsrekruttering er din gateway til at bo og arbejde i Spanien, når du er klar.
Vi hjælper mange unge mennesker hvert år med at komme godt til udlandet med et job ved hånden, samt alt hvad der ellers skal til for at få en god udlandsoplevelse.
Det eneste, du skal gøre for at komme i betragtning til en stilling er at gå til vores jobs i udlandet, vælge det job, der tiltaler dig mest, og ansøge. Voila!